Oppositionen: Mailsagen slutter ikke med undskyldning

MAILSAGEN. »Det mest graverende er, at vi har en regering med en tidligere sundhedsminister(Lars Løkke red.), som bevidst har forgyldt privathospitalerne og bevidst har skjult hvordan og hvorfor«, siger Ole Sohn (SF).
MAILSAGEN. »Det mest graverende er, at vi har en regering med en tidligere sundhedsminister(Lars Løkke red.), som bevidst har forgyldt privathospitalerne og bevidst har skjult hvordan og hvorfor«, siger Ole Sohn (SF).
Lyt til artiklen

Socialdemokraterne, SF og de radikale mener ikke, at sagen om Lene Espersens (K) manglende svar i Folketinget er slut.

Udenrigsministeren har forsøgt at lukke sagen ved at sende et brev til Folketingets præsidium, hvor hun undskylder for ikke at have svaret Jonas Dahl (SF) korrekt på et spørgsmål om overbetaling af privathospitalerne.

LÆS OGSÅ Lene Espersen siger undskyld

»Hendes brev rejser flere spørgsmål end det besvarer. Min interesse for hvornår papirerne (fra Sundhedsministeriet om betaling af privathospitaler red.) blev lavet er kun blevet større. Hendes opførsel viser mangel på respekt for skatteyderne og mangel på respekt for folkestyret«, siger de radikales leder, Margrethe Vestager.

I dag skal Løkke forklare Lene E's udenomssnak

Folketingets Udvalg for Forretningsorden holder fra i dag kl. 11.15 møde med statsministeren om hans holdning til, at ministre ikke svarer korrekt på spørgsmål i Folketinget.

»Vi har en minister, som ifølge vores opfattelse klart har overtrådt ministeransvarlighedsloven ved helt bevidst at svare forkert i Folketingssalen. Nu er vi er nødt til at have en drøftelse i Udvalget for Forretningsorden«, siger Socialdemokraternes gruppeformand, Carsten Hansen.

SF: Misbrug af skattekroner
SF vil også forfølge sagen om den mulige overbetaling af privathospitalerne i Lars Løkke Rasmussens (V) tid som sundhedsminister.

»Det mest graverende er, at vi har en regering med en tidligere sundhedsminister (Lars Løkke Rasmussen, red.), som bevidst har forgyldt privathospitalerne og bevidst har skjult hvordan og hvorfor. Og det er det, vi skal have undersøgt. Det er det interessante og det politisk vigtige, for det er misbrug af skatteydernes penge«, siger SFs gruppeformand, Ole Sohn.

FAKTA

Derfor er sagen vigtig

Han er mener heller ikke, at undskyldningen lukker sagen.

»Det var det samme, hun gjorde, dengang hun fortalte sig i forbindelse med Dan Lynge. Hvis man som udgangspunkt bare kan svare forkert og så beklage bagefter, uden at der sker mere, er der noget galt«, siger Ole Sohn (SF).

Strid om privathospitaler

Striden handler oprindeligt om, hvorvidt VK-regeringen har overbetalt privathospitalerne for behandlinger.

Rigsrevisionen kritiserede dengang regeringens forvaltning af skatteborgernes penge, men regeringen har fastholdt, at der ikke skulle være noget at komme efter.

Lene Espersen havde i et interview med Politiken påstået, at staten kunne spare 25 procent på betalingen til privathospitalerne.

Da Jonas Dahl (SF) spurgte, hvor beregningerne kom fra, svarede hun, at de var fra den konservative folketingsgruppe. Siden er det kommet frem, at Sundhedsministeriet også havde bidraget.

LÆS LEDER Hvem løj hun for?

Jens Anton Tingstrøm Klinken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her