Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er angiveligt klar til at reformere efterlønnen og dermed skabe en klar kant til oppositionen forud for et folketingsvalg.
Det erfarer Politiken fra flere kilder tæt på statsministeren, der beskriver det som »100 procent sikkert«, at Løkke i sin nytårstale vil opfordre partierne bag det såkaldte velfærdsforlig til at lave en mere ambitiøs reform af efterlønnen end det forlig, der blev indgået i 2006. Det er stadig usikkert, hvordan en reform mere konkret kan se ud. Dermed er der igen skabt usikkerhed om reglerne for danskernes tilbagetrækning til efterløn og pension.


























