Selv om Pia Kjærsgaards (DF) indflydelse i dansk politik har været et tilbagevendende diskussionsemne i årevis, så må hun alligevel se sig slået, når danskerne skal vurdere, om det er hende eller tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der har haft den største indflydelse på dansk politik. En Megafonmåling viser, at 42 procent mener, at Anders Fogh Rasmussen har haft størst indflydelse, 33 procent mener, at Pia Kjærsgaard har haft størst indflydelse, mens 21 procent vurderer, at de to har haft lige stor indflydelse. Aktiv udenrigspolitik Og det er helt naturligt, mener Venstres politiske ordfører Peter Christensen. Han mener, at Fogh gjorde afgørende op med tidligere regeringer. »Hvis jeg skal fremhæve det vigtigste, så er det, at han stod for en aktiv udenrigspolitik, så Danmark ikke længere kunne sejle under bekvemmelighedsflag«, siger han. Men Pia Kjærsgaard kan nu ikke være utilfreds med, at et flertal mener, at hun enten har haft større eller lige så stor indflydelse, som Danmarks statsminister gennem otte år. Hendes egen forklaring er enkel. »Jeg har vel været den, der har råbt højest. Mon ikke det er derfor. Folk har en holdning til mig«, siger hun. Men regeringen har vel også givet jer meget indflydelse? »Når et parti er parlamentarisk grundlag og gerne vil have indflydelse – ikke mindst på værdikampen – så er regeringen selvfølgelig også nødt til at give den indflydelse, når nu det er Dansk Folkepartis vigtigste område. Sådan er det«, siger Pia Kjærsgaard. Danmark er mere borgerligt Under alle omstændigheder har makkerparret Fogh og Kjærsgaard flyttet noget i danskernes øjne.
Samme måling viser, at et markant flertal på 59 procent mener, at Danmark er blevet mere borgerligt. 43 procent mener, at det er blevet for borgerligt. Det understreger, hvor tæt styrkeforholdet mellem de to blokke i dansk politik er, mener Peter Christensen. »Det ville jo være unaturligt, hvis de, der hælder til en socialdemokratisk regering, synes, at det var bedre med borgerlig politik«, siger han.



























