Drop millionærskatten og skru i stedet endnu mere ned for værdien af det rentefradrag, som landets boligejere nyder godt af. Sådan lyder opfordringen til Socialdemokraterne og SF fra de radikales partileder, Margrethe Vestager.
Dermed kaster det lille midterparti mere brænde på det boligbål i rød blok, der for alvor blev tændt tidligere på ugen. Her røg finansordfører Ole Sohn (SF) i flæsket på finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), da han beskyldte S og SF for at ville hæve boligskatterne.




























