Løkke: Regeringen vil lave folkeskolen om

Lyt til artiklen

Det går så skidt i den danske folkeskole, at der skal laves afgørende om på den.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på sit ugentlige pressemøde efter at en ny undersøgelse viser, at danske skoleelever halter voldsomt bagud i blandt andet læsning.

Derfor fremlægger regeringen i morgen et udspil til en reform, der skal sikre, at de danske skoleelever får flere færdigheder på rygraden i løbet af skoletiden.

»Målt på de 15-åriges færdigheder, står vi stille, mens resten af verden bevæger sig. Det skal vi lave om på«, siger statsministeren.

»Det er ikke godt nok«
Den såkaldte Pisa-undersøgelse ranglister 15-årige danskeres læsning i midterfeltet på en 18. plads mellem OECD landene, bag nationer som Polen, Slovenien og Finland, som ligger i top. Til gengæld har kundskaben i naturfag forbedret sig.

»Det er under udvikling, men det er ikke godt nok at så stille, når vi er i konkurrence med andre, der løber stærkere. Vi har brug for at gøre ngoet markant mere. Det er også derfor, jeg som noget af det første, jeg gjorde, da jeg blev statsminister, hvilket jeg har været i mindre end to år, var at sætte folkeskolen højt på dagsordenen«, siger Lars Løkke Rasmussen.

SKRIV

Er regeringens skolepolitik god nok?

I regeringens forslag til en ny folkeskole, som fremlægges i morgen, foreslår regeringen 10 nye initiativer. Hovedmålet er at hæve niveauet for kundskaber et helt klassetrin, så det, elever i dag kan i 9. klasse, skal de kunne i 8.

»Det er det, der skal til, hvis vi skal hæve danske elever fra at ligge i midterfgeltet til at ligge top 5, og det er vores ambition«, siger statsministeren.

Lover bedre Pisa-resultater

Blandt andet skal en længere skoledag for de mindste klasser med plads til leg og fysisk aktivitet gøre de mindste drenge mere modtagelige for at lære. Alle børn skal kunne læse efter 2. klasse, og de, der ikke kan, skal have ret til at få intensiv læsestøtte.

Og folkeskolens faglige niveau skal højnes gennem en stramning af læreruddannelsen og uddannelse af 100 ph.d.-stipendiater, der forsker i læring, samt 900 læsevejledere.

»Det er er problem, at 15 procent af vores elever forlader folkeskolen uden de læsefærdigheder, der skal til, for at man kan tage en ungdomsuddannelse«, siger statsministeren.

Men nu har den borgerlige regering haft magten i snart 10 år. Hvorfor har I ikke formået at forbedre resultaterne allerede?

»Vi har en folkeskole i udvikling, og i dag er den bedre, end den var før. Det står klart, at der er sket et markant løft på det naturvidenskabelige område. Men ting tager tid, og Pisa måler de 15-åriges færdigheder. De 15-årige har ikke haft fuldt fortjeneste af de borgerlige-liberale ændringer, vi har indført. Næste pisa-test vil vise mere fremgang. Det er jeg helt overbevist om«.

Marie Hjortdal

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her