Redegørelsen om den fejlagtige behandling af statsløses sager efterlade så mange spørgsmål, at sagen skal undersøges til bunds.
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et pressemøde.
»Birthe Rønn Hornbech ophører som integrations- og kirkeminister og udtræder således af regeringen«, siger Løkke.
Gav Rønn beskeden i aftes
Han holdt i aftes et langt møde med Birthe Rønn Hornbech oven på, at hun havde afleveret sit notat om sagen.
»Konklusionen på det møde blev, at ministeren fratræder«.
Han er tilfreds med det notat, Integrationsministeriet har lavet om sagen.
»Det er et meget klart notat, der konkluderer, at 36 statsløse har fået afgjort deres sager forkert«, siger han.
»Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Birthe Rønn Hornbech for samarbejdet i regeringen«, siger statsministeren.
Men hvad har Birthe Rønn Hornbech i dine øjne gjort forkert, så hun ikke kan fortsætte på posterne?
»Helt nøgternt kan man konkludere, at i en situation, hvor vi har besluttet at lave en uvildig undersøgelse, ville ministerens muligheder for at agere ikke eksistere«, siger Løkke.
Tina Nedergaard ringede i morges
Ifølge notatet fra Integrationsministeriet kendte Birthe Rønn Hornbech til den fejlagtige sagsbehandling for længe, inden hun orienterede Folketinget og indfødsretsordførerne.
»Når man bedømmer det nu bagefter kan man se, at det har været et for langstrakt forløb«, siger Løkke.
Oven på Løkkes beslutning om at fyre Birthe Rønn Hornbech kommer en større ministerrokade, end han i første omgang havde tænkt sig. Den udløses af, at også undervisningsminister Tina Nedergaard (V) forlader sin post.
»Jeg har her til morgen fået meddelelse fra undervisningsminister Tina Nedergaard om, at hun af private årager ønsker at fratræde som undervisningsminister«.
»Tina Nedergaard har ført et godt og solidt arbejde som undervisningsminister. Det er med stor beklagelse, jeg har modtaget hendes meddelelse om hendes afgang«, siger Løkke.
Statsministeren gentager flere gange, at Birthe Rønn Hornbech har gjort, hvad hun kan på at rette op på den fejlagtige sagsbehandling i Integrationsministeriet.
Har også embedsmændene haft en kritisabel rolle i forløbet?
»Det er jo ministeren, der har ansvaret for det, der sker i ministeriet. Ministeren har lavet en redegørelse, jeg hæfter mig meget ved, at ministeren har gjort alt, hvad hun kunne, for at rette op på disse fejl. Og så har jeg noteret mig, at ministeren selv når den konklusion, at det er et forløb, der har været for langstrakt, og at det er beklageligt«, siger statsministeren.
Lars Løkke Rasmussen vil ikke endnu kommentere, hvem der skal overtage ministerposter. Det vil han kommentere senere på dagen, siger han.
fortsæt med at læse



























