For første gang som konservativ leder kaster Lars Barfoed sig nu ind i kampen mod det danske euroforbehold og bebuder, at en afstemning om de tre forbehold kan komme inden sommer. »Vi skal have taget opgøret med både euroen og de andre forbehold. Du får mig ikke til at sætte en præcis dato på, men afhængig af hvordan forløbet omkring europagten udvikler sig, så mener jeg, at det aktualiserer en afstemning ganske meget«, siger Lars Barfoed.
Ny EU-pagt på topmøde i aften
Europagten er et forslag, som er undfanget af Tyskland og Frankrig, og som i aften diskuteres på et ekstraordinært møde mellem EU’s stats- og regeringschefer.
Planen er at vedtage pagten i juni, og derfor vil det blive nødvendigt for den danske regering at vide, om Danmark skal med eller ej. Derfor kan det også være nødvendigt at vide, om Danmark er med i eurosamarbejdet eller ej. Pagten vil forpligte landene til at føre en stram økonomisk politik og blandt andet indføre EU-krav til lønninger, hvilket får hårene til at stritte på blandt andre LO-formand Harald Børsting.




























