Villy Søvndal var debatmodstander, da DF-leder Pia Kjærsgaard i februar garanterede, at hendes parti ikke ville lægge stemmer til ændringer i folkepensionen.
»Nej det vil vi ikke. Vi har sagt, at det går vi ikke med til«, sagde Kjærsgaard.
Nu undrer SF-formanden sig over dagens melding fra DF-gruppeformand Kristian Thulesen Dahl, der har erklæret, at »alt er i spil« i de kommende forhandlinger om en tilbagetrækningsreform.
»Thulesen Dahls ord står i lodret modsætning til det, som Pia Kjærsgaard siger i debatten hos Clement. Jeg slog øjnene noget op, da jeg så, at Thulesen Dahl nu gå ud med det modsatte synspunkt«, siger Villy Søvndal.
»Dermed har vi to udsagn fra DF i hver sin retning«.
LÆS OGSÅ Pia K. garanterede fredning af folkepensionen i tv-show
Han fortsætter:
»Dansk Folkeparti bider endnu en gang hovedet af al skam. Når valget står mellem magten og at varetage interesser for de grupper, man siger, man er optaget af, vælger man hver gang magten«, siger Villy Søvndal.
Det er udtryk for en dramatisk bevægelse. Og det er ikke tilfældigt. Man kan beskylde Thulesen Dahl for meget, men ubegavet er han ikke
Thulesen Dahl: Alt er i spil
Pia Kjærsgaards udtalelse faldt kort efter, at regeringen i januar havde fremlagt sit forslag til en tilbagetrækningsreform.
Her foreslår regeringen en afskaffelse af efterlønnen og en fremrykning af Velfærdsforliget fra 2006. Det vil i så fald hæve folkepensionsalderen og rammer knap en halv million danskere.
Eksempelvis betyder den, at de, der ved udgangen af 2010 var mellem 52 og 55 år, først kan gå på pension som 67-årige – to år senere end vedtaget i Velfærdsaftalen.
DF åbner for senere pensionsalderDansk Folkeparti har ellers kategorisk afvist at fremrykke Velfærdsaftalen, men i dagens Politiken åbnede Thulesen Dahl op.
»I og med at vi ikke kommer ind til en forhandling med et ultimativt synspunkt, så er alt i spil«, siger han.
»En dramatisk bevægelse«
Villy Søvndal tolker ikke overraskende Dansk Folkepartis melding som løftebrud.
Og han hævder, at det falder i naturlig forlængelse af eksempelvis dagpengereformen, som DF ifølge Søvndal også havde lovet at frede, men endte med at halvere.
Villy Søvndal, er det nu ikke dig, der hænger dig for meget i ord? DF har jo ikke ændret politik – Thulesen Dahl siger, at de ikke stiller ultimative krav. Er det ikke fair nok?
»Men når man for to måneder siden afviser dette specifikke område og så to måneder senere ikke gør det, er det udtryk for en dramatisk bevægelse. Og det er ikke tilfældigt. Man kan beskylde Thulesen Dahl for meget, men ubegavet er han ikke«, siger Søvndal.
»Jeg vil gætte på, at DF og regeringen allerede har lavet en aftale, der går ud på, at Dansk Folkeparti skal ofre de 470.000, der er på vej til pensionsalderen«.
Gevinst i at rykke pensionen
Hvad bygger du det postulat på?
»Hvis det var en kvinde, du talte med, ville man kalde det intuition. Det er en politisk fornemmelse«.
Beregninger viser jo, at den helt store økonomiske gevinst ligger i at rykke folkepensionen. Er det så ikke klogt at tage fat netop der?
»Nej, ikke efter vores opfattelse. Vi vil ikke være med til at forringe forholdene for de ældre«.
fortsæt med at læse




























