'DSB i dag' er navnet på det statsejede selskabs interne medarbejderblad.
Men det er tilsyneladende statens og dermed transportministerens udlægning af dagen, som de næsten 10.000 DSB-ansatte får serveret. Således har transportminister Hans Chr. Schmidt (V) fået fjernet indhold fra medarbejdernes ugeavis. Det oplyser fire centrale kilder til Politiken. »Hvis det er rigtigt, er det fuldstændig uacceptabelt. Så fører ministeren regeringspolitik gennem DSB’s eget blad, og det skal han ikke«, siger Andreas Hasle, formand for HK Trafik & Jernbane og bestyrelsesmedlem i DSB. Et venligt vink med en vognstang 27. januar i år skriver bladets redaktion til Folketingets trafikordførere for at få deres holdning til ministerens nye plan om at udsætte strækningen København-Aalborg for konkurrence:




























