Per Ørum om grænsekaos: Jeg skylder ikke regeringen noget

Forhandlingsvillig? Per Ørum Jørgensen mener ikke, at han skylder regeringen noget, men han åbner op for at han vil forhandle om aftalen om øget grænsekontrol.
Forhandlingsvillig? Per Ørum Jørgensen mener ikke, at han skylder regeringen noget, men han åbner op for at han vil forhandle om aftalen om øget grænsekontrol.
Lyt til artiklen

Flertallet for aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om grænsekontrol ser ud til at stå og falde med Kristendemokraternes enlige folketingsmedlem, Per Ørum Jørgensen.

Det sker, efter at Socialdemokraterne, SF og de radikale vil rykke forhandlingerne over i Folketingssalen, hvor regeringen, Dansk Folkeparti og løsgængeren Pia Christmas-Møller mangler det 90. og afgørende mandat for at få et flertal for grænseaftalen.

Men Per Ørum Jørgensen vil endnu ikke løfte sløret for, hvorvidt han vil stemme for regeringens forslag, som han selv var med til at forfatte, da han sad ved forhandlingsbordet for 2020-planen.

LÆS OGSÅ Regeringens forsvar for grænsekontrollen smuldrer

»Det er regeringen og Dansk Folkeparti, der ønsker de her ting, og jeg er selvfølgelig villig til en dialog med regeringen«, siger han og tilføjer:

»Men man kan ikke ligefrem sige, at jeg skylder regeringen noget efter det forløb, der har været med 2020. Så det er ikke sådan, at jeg står i arv og gæld til regeringen«.

Hård kritik skaber tvivl
Per Ørum Jørgensen ønsker at få afklaret, hvorvidt aftalen strider imod internationale forpligtelser og Schengenaftalen inden han tager endeligt stilling til, om han kan støtte op om forslaget.

SKRIV OG STEM

Bakker du op om grænseaftalen?

»Da vi sagde ja til aftalen i starten af maj, var det ud for en forståelse af, at det her var i overensstemmelse med Schengen og de internationale aftaler, som Danmark har indgået«, siger Per Ørum Jørgensen

Men hvornår tager du stilling til, hvor du står?

»Det er en proces, hvor sagen skal i Folketingssalen, og når beslutningsforslaget fra oppositionen bliver fremlagt i næste uge, så kan vi vurdere de ting, der kommer frem om Danmarks internationale forpligtelser. Vi vil ikke forhaste os«, siger Per Ørum Jørgensen.

Vil ikke løfte sløret for sine krav
Under 2020-forhandlingerne stod Per Ørum Jørgensen fast på, at han ønskede akutfunktioner på flere sygehuse i danske provinser.

Per Ørum udvandrer fra forhandlinger hos Hjort

Et krav, som regeringen ikke imødekom, og derfor forlod Per Ørum Jørgensen 2020-forhandlinger, men han vil ikke fremstille samme krav foreløbigt.

»I forhold til den her sag tror jeg ikke, at man skal komme og kræve x antal akutfunktioner. Man bliver nødt til at forholde sig til virkeligheden. Det er helt op til regeringen, hvordan den her sag skal håndteres, så det er dem, der skal byde ind«, siger han.

Per Ørum efterlyser redegørelse
Siden forslaget om grænsekontrol blev en del af 2020-pakken, er kritikken taget til i styrke. Både fra danske og udenlandske EU-jurister samt flere medlemslande.

LÆS MERE

Jurist om grænseaftale: »Danmark vil få tørre tæsk«

»Der er ikke engang lavet en skriftlig juridisk vurdering, så både i forhold til omverdenen og Folketingets partier burde regeringen få styr på de her ting«, siger Per Ørum.

Men burde du ikke have efterlyst det, dengang du forhandlede om grænseaftalen?

»Det kan man altid sige, men der lå ligesom en forståelse af, at det var i overensstemmelse med Schengen, og derfor så jeg ikke nogen grund til at stille spørgsmålstegn ved forslaget. Det var den klare melding fra regeringen både i forhold til mig og omverdenen«.

LA: Bolden ligger hos regeringen

Hos Liberal Alliance er man ligeledes parat til at indlede forhandlinger, men det sker til trods for, at man er direkte modstander af regeringens forslag.

»Aftalen er symbolpolitik. Det vil ikke have nogen effekt på kriminaliteten, men aftalen vil blot føre til flere udgifter for den offentlige sektor, og det er vi ikke interesseret i«, siger politisk ordfører for Liberal Alliance, Simon Emil Ammitzbøll og tilføjer:

»Vores udgangspunkt er, at det er en dårlig ide med grænseaftalen, men vi vil ikke forhandle i medierne. Vi er altid åbne for rigtige forhandlinger, men bolden er hos regeringen«.

Laurids B. Simonsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her