Danskerne, regeringen og oppositionen skal forberede sig på en årrække med økonomisk smalkost. Så klar er meldingen fra finansminister Claus Hjort Frederiksen, der mener, at dansk politik har fået en ny dagsorden, der overskygger alt andet. »Det er min tro, at dansk politik skifter karakter. Det økonomiske problem er ikke kun regeringens problem – det er også oppositionens problem. Og det nytter ikke længere at synge sangen om, at vi ville ikke have gjort som regeringen, og det er regeringens skyld«, siger Claus Hjort Frederiksen.
Danmark kæmper med EU's krav
»For det gælder alle, at økonomien skal konsolideres. Det rammer lige hårdt for regeringen og oppositionen, og dermed er det et helt andet scenarie at lave politik ud fra, end det har været hidtil«, siger han.
Meldingen fra finansministeren kommer, kort tid før han skal indberette det, der med et fint ord kaldes konvergensprogrammet til EU.
I praksis er det en status, som regeringen er forpligtet til at indrapportere, for at EU kan overvåge, om Danmark lever op til de økonomiske krav, der gælder for medlemslandene i den europæiske union. Og det gør Danmark ikke. Underskuddene på de offentlige budgetter er alt for store, og derfor forventer Claus Hjort Frederiksen, at Danmark over de næste tre år skal spare 27 milliarder kroner. Hårde kommuneforhandlinger »Det er helt klart, at vi ikke kan komme uden om besparelser i 2011. EU’s krav vil være gældende, og vores underskud på de offentlige finanser er for store, og så kræver det altså ikke den store visdom at finde ud af, det er alvor nu«, siger han. Samtidig slår han fast, at der reelt kun er to muligheder, hvis økonomien skal forbedres: Enten kan man spare på de offentlige udgifter, ellers også kan man hæve skatterne. Det sidste er ikke en mulighed for regeringen, fordi den holder fast i skattestoppet, og derfor er der altså lagt op til store besparelser, som også kommer til at gå ud over kommunerne. »Det bliver knaldhårdt, når vi skal forhandle med kommunerne om økonomien for 2011. Kommunerne bruger halvdelen af de offentlige udgifter, og dermed er de en del af det fælles problem. Så der skal spares både hos kommunerne og hos staten«, siger Claus Hjort Frederiksen. Han peger på, at de offentlige finanser ’automatisk’ forbedres, fordi regeringens mange kriseinitiativer er engangsinvesteringer, som ikke vil belaste økonomien næste år. Milliardbesparelse i 2011




























