Der er udbredt tilfredshed i Venstre og de konservatives folketingsgrupper med statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) udmelding om, at Dansk Folkeparti kan skyde en hvid pil efter at komme i regering med VK.
Ikke mindst på det konservative sommergruppemøde på Lindøværftet, hvor formand Lars Barfoed oplistede tre politikområder, hvor forskellene mellem DF og de konservative er så store, at de to partier ikke kan sidde i regering sammen.
EU, udlændinge - og skattepolitik
Ud over synet på EU påpeger Barfoed, at DF i sommer meldte ud, at partiet vil kæmpe for større lighed i samfundet, hvilket ifølge Barfoed er ensbetydende med, at det i mindre grad vil kunne betale sig at gøre en indsats. Og endelig diskvalificerer DF’s udlændingepolitik partiet fra regering med de konservative.
LÆS OGSÅ Pia K. kalder Løkkes afvisning barnlig og gold
Godt nok er der ifølge den konservative leder blevet gennemført fornuftige stramninger, men »vi ønsker ikke at fortsætte med at stramme yderligere op«, forklarer Lars Barfoed: »Så jeg udelukker ikke, at DF kan komme i regering. Det, jeg udelukker, er, at de kan sidde der samtidig med Det Konservative Folkeparti«.




























