Barfoed: Vi er jo ikke taburet-klæbere

Måske. Røster i det konservative bagland mener, at partiet bør være støtteparti til en V-ledet regering frem for at indgå i den. Lars Barfoed kan se visse fordele ved det scenarie.
Måske. Røster i det konservative bagland mener, at partiet bør være støtteparti til en V-ledet regering frem for at indgå i den. Lars Barfoed kan se visse fordele ved det scenarie.
Lyt til artiklen

Får de konservative et skidt valg, kan det betyde et farvel til regeringssamarbejdet, også selv om Lars Løkke Rasmussen (V) genvinder regeringsmagten. Ligesom store dele af baglandet vil den konservative partiformand, Lars Barfoed, ikke lægge sig fast på, at Det Konservative Folkeparti for enhver pris skal stræbe efter at sidde i regering efter folketingsvalget. »Vi vil altid søge indflydelse. Vi er borgerlige stemmer, der arbejder! Og et parti må altid tænke på, hvordan det kan få størst indflydelse for sine mandater«, siger Lars Barfoed. Og hvordan får I det, ud fra hvordan den politiske situation ser ud nu? »Min indstilling er, at vi får mest indflydelse ved at sidde med i regering, men vi må se, hvordan verden ser ud efter valget. Som tingene har været de senere år, har vi klart mere indflydelse i en regering med Venstre. Man kan bare se på alle de aftaler, der er indgået her i foråret. Blandt andet aftalen om en efterlønsreform. Det har Det Konservative Folkeparti arbejdet for i en årrække, og nu er det endelig blevet gennemført«, siger den konservative formand. Går til valg på VK-regering Han understreger, at hans parti går til valg på at fortsætte i en regering bestående af Venstre og de konservative, men at et sådant samarbejde kan forhindre de konservative i for alvor at markere sig som selvstændigt parti. »Når man er med i en regering, er der naturligvis en lang række initiativer, man tager i fællesskab. Og her må de to regeringspartier lægge de initiativer frem, som de kan blive enige om, ligesom regeringen vil stemme sammen i folketingssalen. Hvis man står uden for en regering, er man anderledes frit stillet til at stille egne lov- og beslutningsforslag og stille spørgsmål til ministeren. Så selvfølgelig er der profileringsmuligheder ved at stå udenfor og begrænsninger ved at være i regering«, siger formanden, hvis parti står til at få reduceret sit mandattal betragteligt efter næste valg. »Om vi skal i regering, kommer naturligvis an på valgresultatet. Dvs. hvor stor styrke Det Konservative Folkeparti har. Vi er jo ikke taburetklæbere«. I målingerne ligger I til omkring 11-12 mandater mod 18 ved sidste valg. Hvad betyder det i den samlede vurdering? »Det har jeg ikke taget stilling til. Om vi går lidt frem eller tilbage i mandattal er ikke afgørende alene. Et regeringssamarbejde kan ikke bindes op på én enkelt faktor«, siger Lars Barfoed. DF må ikke få ministerposter Der er dog ét forhold, der udelukker de konservative fra en kommende borgerlig regering, nemlig hvis Dansk Folkeparti får ministerposter. »Jeg kan sagtens se DF i en regering, for de har regeringsduelige, dygtige politikere, men politisk er der så stor forskel på dem og os, at jeg ikke kan se, at vi kan sidde der samtidig«, siger Lars Barfoed. Hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen genvinder magten efter folketingsvalget, har den konservative formand og hans parti en ønskeliste med til forhandlingerne om et regeringsgrundlag. Hvor højt ligger skattelettelser på din liste? »Vi vil gerne gennemføre skattelettelser, når der er finansiering til det«, forklarer Barfoed. Hvordan markerer man sig bedst og profilerer sit eget parti? I eller uden for en regering? »Det vil jeg ikke sige noget endeligt om, for der er jo en større frihed uden for en regering, men til gengæld har man jo hele initiativet og serveretten og et stort embedsmandsapparat til at arbejde, og det giver selvfølgelig en masse profileringsmuligheder for de ministre, der er i en regering«, siger Lars Barfoed.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her