Nyheden om, at Henrik Sass Larsen (S) må opgive ministerdrømmene på grund af en rockerforbindelse, ryster forhandlingspartnerne i SF. Partiets gruppeformand, Ole Sohn, der siden valget har siddet rundt om bordet med Henrik Sass Larsen og forhandlet regeringsgrundlag, lægger ikke skjul på, at han langt fra er glad for dagens nyhed.
»Det er super ærgerligt, og jeg er rigtig ked af det. Men der er jo ikke andet at sige, end at sådan er det. Og han har jo så truffet konklusionen af det«, siger Ole Sohn. Han vil ikke fortælle, hvornår han fik kendskab til nyheden men afviser, at det får konsekvenser for de fortsatte forhandlinger. »Vi skal da have en regering, så forhandlingerne de fortsætter«, siger Ole Sohn.




























