Dansk Folkeparti kritiserer nu Venstre for ikke at ville gøre alvor af partiets synspunkter i sagen om en ifølge PET farlig, statsløs person, der står til at få dansk statsborgerskab.
Hvis det ikke lykkes Venstre og DF – hvad intet ser ud til – at få den omtalte person ud af det næste lovforslag, der giver statsborgerskab til 1.718 herboende personer, vil Venstre nemlig stemme for lovforslaget. Det fastslår Venstres retsordfører og medlem af indfødsretsudvalget, Karsten Lauritzen. »Vi vil ikke tage 1.700 velintegrerede mennesker som gidsler i den her sag. Derfor vil vi selvfølgelig stemme for det endelige lovforslag«, siger han.




























