Mere disciplin, mere ro og skrappere regler for både børn og voksne i den danske folkeskole. Helle Thorning-Schmidt (S) blæser til kulturkamp i den danske folkeskole, der har været præget af en slaphed, der er gået ud over de mange elever i den store midtergruppe, der hverken tilhører de klogeste eller de svageste. »Vi kan få lige så mange fine fysisklokaler og biblioteker, vi vil, intet vil nytte, hvis vi ikke får mere disciplin ind i klasselokalerne«, siger Helle Thorning-Schmidt. Hun peger på en række konkrete ændringer, der skal være med til at skabe mere ro i klasserne og mere fokus på indlæring.
S foreslår akutklasser
Mere organiseret fysisk aktivitet skal i løbet af skoledagen sørge for, at især drengene kan sidde stille i timerne og tage imod undervisning.
Desuden skal flere pensionerede lærere, studerende eller pædagoger fungere som undervisningsassistenter i de klasser, hvor der er behov for det. Det skal gøre det nemmere for lærerne at skabe ro i timerne og hjælpe svage elever.




























