Politiet skal synligt og konsekvent rykke langt tættere på de lokale miljøer i udsatte boligområder i Danmark for at dæmpe uro og kriminalitet og skrue op for tryghed på gaden og beboertrivsel.
Derfor har et bredt flertal i Folketinget i forbindelse med finanslovens endelige godkendelse vedtaget en flerårsplan for politiet, som giver styrken øgede ressourcer frem til 2015 til en massiv indsats i uroplagede områder. Samtidig skal samarbejdet mellem myndighederne i de lokale områder forstærkes, siger justitsminister Morten Bødskov (S). »Hvis vi skal have succes med at få kriminalitet og utryghed fjernet, kræver det en bredere funderet indsats, hvor også kommunerne, de sociale myndigheder, uddannelsesinstitutioner og de frivillige organisationer skal være med«, siger han.




























