Europas tungeste politikere, Tysklands Angela Merkel og Frankrigs Nicolas Sarkozy, har sat fuld fart på vedtagelsen af den såkaldte Tobinskat på finansielle transaktioner.
Allerede på topmødet 1. marts skal alle EU-landes ledere gøre deres stilling klar, så der kan lægges en køreplan for, hvordan skatten kan gennemføres, siger de tyske og franske ledere, nu også flankeret af den italienske ministerpræsident Mario Monti. Men lederne af Tyskland, Frankrig og Italien har gjort regning uden formand for EU’s økonomiministre, Margrethe Vestager (R). Hun er imod forslaget om at gennemføre skatten på EU-plan. Og hun har ikke tænkt sig at prioritere det. »Forslaget, der ligger på bordet, vil indebære tab af både vækst og beskæftigelse – så er det ikke den vej, vi skal gå«, siger Margrethe Vestager.



























