Thornings samarbejde har trange kår

Sytten. Så mange gange nævnte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ordet ’samarbejde’ i løbet af sin første åbningstale i Folketinget. »Vi er hele Danmarks regering«, lød det fra talerstolen. Men samarbejdet har trange kår for Danmarks første kvindelige statsminister. Det grundlag, som regeringen skal samarbejde med andre politiske partier på, er fyldt med kompromiser fra SF til de radikale. Dermed er grundlaget hverken særlig rødt eller gennemført borgerligt, og det gør det fremtidige brede samarbejde vanskeligt. På venstrefløjen er Enhedslisten utilfreds med de mange aftryk, som de radikale har fået på den økonomiske politik. Et regeringsgrundlag uden en række bebudede skatter, men til gengæld med skattelettelser, der ikke giver plads til de gaver, som Enhedslisten havde håbet på. På den anden side er de borgerlige utilfredse med de røde mærker på grundlaget. Skattestigninger, ambitiøse – og dyre – klimamål og en lempeligere udlændingepolitik gør det svært at samarbejde med de konservative, der gerne vil have skattelettelser, Venstre, som nok er blevet klimaomvendte, men nødig betaler for det, og Dansk Folkeparti, der har den stramme udlændingepolitik som eksistensgrundlag. Den lette alliance er skuffet Særlig Lars Barfoeds (K) reaktion efter åbningstalen var interessant. De konservative var Thornings lette bud på at sikre et samarbejde hen over midten. Men den konservative leder var stærkt skuffet over budskaberne i den nye statsministers tale. Snakken om en række initiativer, der kan gøre den offentlige sektor større og udsigten til skattestigninger for i alt 7 milliarder kroner, gør samarbejdet med de konservative særdeles svært. Thorning læner sig for meget op ad Enhedslisten, lyder det fra partiet, som måske ikke bliver så let at samarbejde med, som statsministeren havde håbet. Tilbage står Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, som ikke ønsker at hjælpe Helle Thorning-Schmidt med meget andet end det, de bliver tvunget til, fordi forlig binder dem til aftaler. Enhedslisten bliver besværlig, men vil ikke vælte Thorning, og er derfor i sidste ende lettest at overtale til et samarbejde. Men det betyder, at Thorning vil være tvunget til at føre den blokpolitik, som hun i sin åbningstale lover at afskaffe med et bredt samarbejde. Ingen penge til løfterne Anderledes klar var den forventningsafstemning, som Helle Thorning-Schmidt lavede med danskerne i sin tale. »Det bliver ikke let«. Og »regeringen tiltræder på et vanskeligt tidspunkt«, lød det fra talerstolen. Flosklerne dækker over, at Thorning ved, at hun ikke har penge til at opfylde de mange løfter, som hun gav vælgerne under valgkampen. Derfor har S-SF’s forsigtighedsprincip bredt sig vidt over regeringsgrundlaget. Der indfries ikke løfter, før pengene er i kassen, lyder princippet. Problemet er bare, at den nye regering samtidig har sat gang i et kasseeftersyn, som skal vise, at der er endnu færre penge i kassen, end den tidligere regering har fortalt. Ingen penge, ingen løfter. Det bliver ikke let, sagde Thorning i går til alle de vælgere, der satte deres kryds ved hendes parti i håbet om forandring. Og det får hun ret i. Helle Thorning-Schmidts første åbningstale var uden det store historiske vingesus, der barsler en ny regerings komme. Men særlig på klimaområdet og udlændingepolitikken blev der lagt op til en ny kurs. Mangfoldigheden og det åbne blev hyldet frem for fordomme og lukkethed. Den nye regering vil have et globalt udsyn. Det var nyt. Men på den økonomiske politik er meget ved det gamle efter de radikales aftryk på regeringens politik. Mest af alt var talen et arbejdsprogram for den nye regering. Og statsministeren havde svært ved at finde en nerve frem, så man kunne mærke, at hun er politiker med hud og hår. Thornings kommunikation er så klar, at den næsten mangler personlighed og ægthed. Det gik igen i den første store tale til Folketinget. Måske fordi Helle Thorning-Schmidt er tvunget til at gå på så smal en sti for ikke at støde nogen. Det ville kun gøre det brede samarbejde endnu mere besværligt. Det betyder, at Thorning vil være tvunget til at føre den blokpolitik, hun i sin åbningstale lover at afskaffe