Magtens åg tynger Enhedslisten

Enhedslisten havde håbet på stor indflydelse, men måske ikke så stor indflydelse, som valget har givet dem. Ikke bare har Johanne Schmidt-Nielsens enorme popularitet givet Enhedslisten historiske 12 mandater i Folketinget, valget har også sammensat Folketinget på en måde, som giver Enhedslisten endnu mere magt – og forpligtelser. Hvis Helle Thorning-Schmidt skal finde flertal for regeringens politik andre steder end hos Enhedslisten, så skal hun helt til Venstre eller Dansk Folkeparti for at forhandle. Konservative er så små, at de ikke alene kan sikre flertal. Med til forhandlinger og aftaler hører kompromiser, og med Thornings begrænsede manøvremuligheder vil den socialdemokratiske formand prøve at presse Johanne Schmidt-Nielsen til at indgå i flere aftaler, som for at tækkes socialdemokraterne ikke må virke, som om de er formet af den yderste venstrefløj. Hvis Enhedslisten ikke er villige til at indgå store kompromiser for at være med i aftaler, så risikerer de i stedet, at Venstre eller Dansk Folkeparti får aftryk på politikken. Dermed står Johanne Schmidt-Nielsen i et dilemma. Vil hun have bare en smule af sin politik igennem, eller vil hun åbne døren for de borgerlige? I mange sammenhænge må hun alt andet lige hælde til indflydelse. Men det er ikke bare Folketingets nye gruppeledelse, der skal tage den beslutning. Enhedslistens hovedbestyrelse skal også inddrages i beslutningerne. Og selv om Enhedslisten i sit arbejde med at få et mere strømlinet parti vil nedsætte en lille gruppe af hovedbestyrelsesmedlemmer med mandat til at tage beslutninger i pressede forhandlingssituationer, så kan det blive en besværlig proces for både Enhedslisten og regeringstoppen. Enhedslisten vil ikke vælte en socialdemokratisk statsminister på nogen sager, de er dybt uenige i. Det vil være det samme som at sige goddag til ny borgerlig regering. Men der kan være områder, hvor Enhedslisten har såkaldte røde linjer og derfor enten ikke vil stemme for – og overlade forhandlingerne til de borgerlige – eller stemme blankt. Partiet har vedtaget et princip om, at de ikke stemmer for forringelser for mennesker eller miljø. Det betyder, at forringelser på arbejdsmarkedet vil være dem lodret imod. Også topskattelettelser vil være imod partiets principper om mere lighed. Partiet kan komme i den situation, hvor de vil stemme blankt i Folketingssalen til en finanslov, fordi de er enige i dele af den og uenige i andre. Men de vil ikke stemme blankt til politik, som partiet er uenige i, for at frede Thorning fra forhandlinger med de borgerlige, da Helle Thorning-Schmidt på den måde ikke har et flertal imod sig. Ude af den økonomiske politik Magtens åg bliver lettet fra Johanne Schmidt-Nielsens skuldre i den centrale økonomiske politik. Her vil Socialdemokraterne ikke kunne holde til at basere deres flertal på dansk politisk yderste venstrefløj, og derfor får Enhedslisten her ikke meget indflydelse – også selv om de ønskede det. Den første test på, hvor meget hensyn Socialdemokraterne er villige til at tage til Enhedslisten, viser sig i de igangværende regeringsforhandlinger. Her sidder Enhedslisten ikke med ved det centrale forhandlingsbord, men var i fredags til drøftelser hos den socialdemokratiske top og skal igen i dag. Undervejs har partiet kontakt til især Thornings chefstrateg Bjarne Corydon. Ikke for at godkende grundlaget, men for at give den kommende regering en fornemmelse af, om det parlamentariske flertal er lydhørt over for at gøre politikken til virkelighed. På Enhedslistens liste over interesseområder står mere lighed, bedre forhold for arbejdsløse og klimaet. Ikke urealistiske områder, da det også er interesseområder fra de øvrige partier. Men Enhedslisten har også brug for at få egne aftryk i den politik, der bliver ført fremover. Også aftryk, der gør ondt på de andre partier. Ellers bliver indflydelsen minimal, og hvis forventningerne brister hos de mange nye vælgere, der har stemt på partiet, kan den store fremgang hurtigt sive igen. Dermed står Johanne Schmidt- Nielsen i et dilemma. Vil hun have bare en smule af sin politik igennem, eller vil hun åbne døren for de borgerlige?