Løkke vil farve rød blok blå

Den nye opposition vil blive hård kost for Helle Thorning-Schmidt (S). Med tæt koordinering af en ny oppositions linje kan en ny rød regering blive tvunget til at lave mere blålig økonomisk politik, end den bryder sig om. Lars Løkke har som formand for Venstre gode muligheder for at blive en stærk leder af oppositionen. Nu da de – set fra Thornings stol – mere samarbejdsvillige konservative ikke er store nok til at give en ny rød regering et flertal hen over midten, så er Venstre klar til at kæmpe benhårdt for at udvande Socialdemokraternes politik. Det bliver muligt på den centrale økonomiske politik, hvor Socialdemokraterne helst vil slippe uden om Enhedslisten. For Venstre vil to budskaber blive gennemgående. For det første skal de reformer, som den daværende regering vedtog sammen med de radikale inden valget, gennemføres uden at ændre et komma. For det andet vil Venstre ikke være med til at hæve skatter og afgifter. Det må ikke blive dyrere at være dansker. De to ting vil være Venstres såkaldte røde tråde for et samarbejde. Dermed kan Helle Thorning-Schmidt blive tvunget til at udvande en del af sin egen økonomisk politik og lade de blå farve den – stærkt bakket op af de radikale. Venstre vil gå efter en konstruktiv, men bestemt kritisk linje, når de skal forhandle aftaler med Helle Thorning-Schmidt. Der er områder, hvor der i forvejen er brede forlig, og hvor Venstre ikke kan køre den hårde oppositionslinje. Samtidig har de rollen som det samlede, ledende parti, og det gør profilen mindre hård. Med Venstre på en mere pragmatisk plads vil Liberal Alliance fortsat kunne udnytte en platform som det liberale parti, der råber højest om skattelettelser og flere reformer. Det svage led er konservativt Det svage led i oppositionen er de konservative. De har tabt muligheden for at indgå en alliance med de radikale, simpelthen fordi de ikke har mandater nok. Venstre vil tage den centrale, ledende plads i oppositionen, og Liberal Alliance vil forsøge at overdøve de konservative på deres tidligere mærkesager. Hos de konservative forestår et stort strategisk arbejde med at give partiet en ny start, et nyt projekt og en ny profil. Sker det ikke, er det meget svært at se de konservatives plads i det politiske billede. Hvis det skal lykkes for Løkke at blive en stærk opposition, så skal han indse, at han er i opposition og at ville kæmpe på den platform. Da Socialdemokraterne kom i opposition i 2001, virkede de handlingslammede de første år, fordi de bare gik og ventede på, at den borgerlige regering væltede. Det skal Løkke ikke forvente, så hvis oppositionen skal udnytte sit potentiale, så skal partierne kæmpe koordineret.