Ministre klapper i om 'ringen' inden krisemøde

Krisemøde. Ordene er få og ukonkrete fra regeringens ministre, da de ankommer til møde i Statsministeriet.
Krisemøde. Ordene er få og ukonkrete fra regeringens ministre, da de ankommer til møde i Statsministeriet.
Lyt til artiklen

»Ingen kommentarer«.

Sådan lyder det fra de fleste af regeringens ministre, da de til morgen ankommer til møde i Statsministeriet og bliver bestormet af spørgsmål fra pressen om betalingsringen. En betalingsring, som de fleste er enige om, har udviklet sig til regeringens værste krise.

LÆS OGSÅ S er klar til at opgive betalingsringen

Også fra udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) var ordene sparsomme, da de to sammen ankom lidt før klokken ni.

»Så, nu skal vi på arbejde«, lød det fra Thor Möger Pedersen, der om nogen har været på arbejde om betalingsringen.

S og SF kan ikke blive enige

I de seneste uger har han forhandlet med finansminister Bjarne Corydon (S) for at finde en løsning på betalingsringen, der er tilfredsstillende for både Socialdemokraterne og SF. Men den enighed har de ikke kunnet finde, og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er derfor trådt til for at finde en løsning på den for regeringen belastende sag. Den løsning vil formentlig blive præsenteret på Thornings pressemøde i formiddag.

I går forlød det i flere medier, at SF er så ivrige efter at få en betalingsring, at de ligefrem ville sætte deres medlemskab af regeringen på højkant for den. Men så vidt går det dog næppe, lod erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) forstå, da han ankom til morgenens ministermøde.

LÆS OGSÅ EL: Regeringen er på selvmordskurs

»Ah, mon dog«, svarede han på spørgsmålet, om sagen kunne true regeringssamarbejdet.

Justitsminister Morten Bødskov (S) ville ved sin ankomst heller ikke forholde sig til betalingsringens skæbne:

»Nu må vi se, hvad der kommer ud af det. Der foregår jo drøftelser, det er åbenlyst for enhver«.

Ligesom ved Thornings sidste pressemøde for to uger siden vil betalingsringen uden tvivl blive det helt store tema ved dagens pressemøde. Politiken.dk sender pressemødet live kl. 11.30.

FACEBOOK

Kasper Iversen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her