Efter bare et år med den nye indfødsretsprøve vil Dansk Folkeparti have prøven gjort sværere.
Partiet er utilfreds med, at prøven i dansk historie, kultur og samfundsforhold er lavet, så man kan lære de fleste af spørgsmålene udenad, før man tager testen. »Den måde, prøven er lavet på, er fuldstændig uacceptabel«, siger integrationsordfører Søren Krarup (DF). Han har meddelt integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), at Dansk Folkeparti vil have hurtige forhandlinger om prøven, der blev aftalt af VK-regeringen og DF i 2005 efter flere års konflikt om kravene til nye danske statsborgere. Og ministeren er klar til at indkalde til forhandlinger. »Nu skal jeg tale med Dansk Folkeparti om det her, men jeg vil da gerne understrege, at jeg aldrig har gået i en skole, hvor man får facitlisten udleveret inden prøven. Jeg tør ikke sige, hvor det ender henne, men jeg har selv undret mig over prøvens form«, siger Birthe Rønn Hornbech. De fleste svarer rigtigt Indfødsretsprøven består af 40 såkaldt multiple-choice-spørgsmål, som man har 60 minutter til at besvare.




























