Lov, hvad du kan holde, og hold derefter, hvad du har lovet. Så enkelt kan Kristian Thulesen Dahls (DF) opsang til Venstres partiformand, Lars Løkke Rasmussen (V), formuleres. Han mener, Venstre har svigtet kontraktpolitikken og brudt deres løfter til vælgerne ved bl.a. at give skattelettelser gennem besparelser i forsvaret. Dansk Folkepartis gruppeformand mener det alvorligt, når han taler om en genindførsel af kontraktpolitik, hvor man holder, hvad man lover vælgerne.
LÆS OGSÅ Blå venner kritiserer Venstre for sjusk i skatteaftalen
»Hvis han (Lars Løkke Rasmussen, red.) nu sagde det, som Fogh sagde i 2001: »Jeg er statsminister efter valget, fordi jeg kan gennemføre de ting og så stå ved det«. Så skal han selvfølgelig være klog nok til at afstemme de løfter, i forhold til hvad han er ret overbevist om, han kan få igennem, og han skal være klar til at give de indrømmelser til de støttepartier, som skal til for, at han kan få de klumper igennem«, siger Kristian Thulesen Dahl.
Når gruppeformanden taler om ordholdenhed hos politikere, tænker han blandt andet på, at Venstre i juni indgik en skattereform med S-R-SF-regeringen og de konservative. Her var partiet med til at finansiere skattelettelser på bekostning af forsvarsområdet i strid med et tidligere forlig indgået med netop DF.
Tilbage til de Foghske tider
Men det er i lige så høj grad en opfordring til Løkke Rasmussen om at gøre sig klar til posten som regeringspartner med blandt andet Dansk Folkeparti ved sin side, når næste folketingsvalg er overstået.
»I virkeligheden er det også en absolut opfordring til Lars Løkke Rasmussen om, at han som det ikke-socialistiske Danmarks statsministerkandidat accepterer, at der er den her sammenhæng og logik i tingene«, siger han og uddyber.
»Det ville klæde Lars Løkke Rasmussen, at han nu, efter en velfortjent sommerpause, kommer frem og siger, at han deler den analyse, og at han vil stå i spidsen for, at man får genskabt tilliden mellem befolkningen og politikerne«.
Venstre fortryder: Vil bevare børnecheck til de rigeste Han ser gerne, at Venstre er frit stillet frem til næste valg, så partiet kan formulere politikken, det vil gennemføre. »Dét, vi har behov for frem mod det næste valg, er at sige til Lars Løkke: Du skal tænke dig tilbage til de Foghske tider og acceptere, at nu bliver vi nødt til at lave det samme reparationsarbejde som i slutningen af 90’erne«, siger han. Kristian Thulesen Dahl hentyder til Anders Fogh Rasmussen (V), der med Dansk Folkeparti som trofast støtteparti og de konservative ved sin side gjorde sit indtog som generalen i dansk politik og gik til vælgerne med den såkaldte kontraktpolitik om, at danskerne kunne regne med, at deres løfter blev gennemført. En situation, som ifølge Thulesen Dahl, adskiller sig milevidt fra Poul Nyrup Rasmussens (S) tid som statsminister med et løftebrud omkring efterlønnen sidst i 1990’erne og den nuværende statsminister, Helle Thorning-Schmidts (S), foreløbige tid som leder af S-R-SF-regeringen.




























