Det var hverken Pernille Vigsø Bagge eller Holger K. Nielsen. Det var heller ikke en af de kendte fløjkrigere i partiet. Vil man vide, hvem der fostrede ideen om det relativt ukendte folketingsmedlem Annette Vilhelmsen som formandskandidat, skal man langt uden for de landsdækkende mediers normale søgelys. Nærmere bestemt til Syddjurs Kommune, hvor en af landets få SF-borgmestre, Kirstine Bille, lørdag 8. september blev ringet op af en journalist fra Politikens netredaktion. Det var, dagen efter at Villy Søvndal havde offentliggjort sin tilbagetræden og dermed sendt medierne i selvsving med at finde hans mulige afløser.
LÆS OGSÅ Vilhelmsen vil kopiere Enhedslisten-model'
Overrasket Vilhelmsen Journalisten i den anden ende af røret ville høre, hvilken profil en kommende formand burde have. »Der var ikke nogen kandidater på banen endnu, men jeg tænkte, at det skulle være et menneske med livserfaring og erfaring fra det kommunale landskab. Og så sagde jeg, at med den måde, medierne hænger over nakken af os på, så skal det også være en med noget udstråling og glimt i øjet, og som kan tage verden lidt med et smil«, gengiver Kirstine Bille og tilføjer, at journalisten herefter bad om navne, der opfyldte kriterierne. »Jeg tænkte hurtigt hele raden igennem og kom i tanke om min gode bekendt Annette Vilhelmsen, som jeg har fulgt lidt i det kommunale«, siger hun.




























