Thorning om Vilhelmsen: Ny SF-formand giver muligheder

Kaffetid. Annette Vilhelmsen og Helle Thorning-Schmidt holder møde på Marienborg, hvor regeringssamarbejdet er i fokus.
Kaffetid. Annette Vilhelmsen og Helle Thorning-Schmidt holder møde på Marienborg, hvor regeringssamarbejdet er i fokus.
Lyt til artiklen

Hvordan kommer SF's nye ministerhold til at se ud?

Og hvordan vil SF udfordre regeringsgrundlaget og samtidig stå på mål for regeringens politik?

Spørgsmålene var mange, men svarene ikke særligt konkrete, da den nye SF-formand Annette Vilhelmsen og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) stillede op til et kort interview med pressen på Marienborg efter at have drukket kaffe sammen en times tid.

»Det er usædvanligt, at et parti får ny formand, men det giver også muligheder, og vi skal nu diskutere, hvordan regeringen kommer trygt videre«, siger Helle Thorning-Schmidt.

FOTO Annette Vilhelmsens store dag

Hun svarede ikke direkte på de gentagne spørgsmål om, hvorvidt hun havde fået en forsikring fra Annette Vilhelmsen på, at SF vil bakke op om regeringsgrundlaget.

»Alle tre partier skal gå helhjertet ind for det, som regeringen beslutter, både i regeringsgrundlaget og alle andre beslutninger, som vi i fællesskab bliver enige om«, siger Helle Thorning-Schmidt.

Overbevisende sejr
Det er mindre end 24 timer siden, at Annette Vilhelmsen blev kåret som SF's nye formand efter en klar sejr over rivalen Astrid Krag.

Annette Vilhelmsen fik 4.793 stemmer, mens Astrid Krag fik opbakning fra 2.472 af de SF-medlemmer, der valgte at deltage i afstemningen om, hvem der skulle afløse Villy Søvndal som folkesocialisternes formand.

Annette Vilhelmsen er ny formand for SF

Annette Vilhelmsen har på forhånd tilkendegivet, at der vil komme en »passende« ministerokade, når hun skal sætte sit nye hold. Hvordan det kommer til at se ud, bliver først afsløret en af de kommende dage.

På forhånd ligger det fast, at erhvervs- og vækstminister Ole Sohn ikke fortsætter i regeringen efter eget ønske.

Ole Sohn kan se frem til et 'gyldent håndtryk'

Mange kommentatorer og medier venter desuden, at den tidligere partiformand Holger K. Nielsen, der har støttet Annette Vilhelmsen i formandskampen vil afløse den i SF-baglandet så upopulære Thor Möger Pedersen som skatteminister.

Ønsker en stærk regering
På Marienborg ville de to partiformænd ikke løfte sløret for, hvornår rokaden offentliggøres.

»Det, vi har diskuteret, har ikke noget med personer at gøre. Vi har snakket indhold, og hvordan regeringen kommer videre herfra. Vi står over for enorme udfordringer. Vi har en finanslov og vi skal bringe Danmark trygt gennem krisen«, siger Helle Thorning-Schmidt.

Annette Vilhelmsen understreger, at hun ser frem til at fortsætte samarbejdet med statsministeren og de kommende dages samtaler mellem de to og den radikale leder, Margrethe Vestager.

»Min intention er, at vi som et stærkt SF og tre stærke partier går en god fremtid i møde som en stærk regering«, siger Annette Vilhelmsen.

Fagbosser vil se handling

Hun ønskede ikke at forholde sig til en udmelding i Politiken, hvor flere fagbosser har krævet, at SF nu går i brechen for at finde en løsning for de mange danskere, der til nytår ryger ud af dagpengesystemet.

»Det er ikke noget, af det, vi har snakket om. Men vi har haft et godt møde, og der er en lang liste af ting, som vi har talt om, og så regner jeg med, at vi senere snakker om de andre udfordringer, der ligger«, siger hun.

LÆS OGSÅ Og så er det arbejdstid: Fagbosser presser Vilhelmsen

Oliver Bærentsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her