Den israelske ambassadør i Danmark er blevet bedt om at stille i det danske udenrigsministerium klokken 15 for at forklare de israelske planer om at udvide bosættelser på den besatte vestbred.
Det oplyser Udenrigsministeriet.
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) er stærkt bekymret over udvidelserne, der kommer som reaktion på palæstinensernes nye status som observatør i FN. En forfremmelse som blandt andre Danmark stemte for.
Søvndal skal ikke møde ambassadøren
Selv om det er Villy Søvndal, der har foranlediget indkaldelsen, bliver det mandag ministeriets udenrigspolitiske direktør, som ambassadøren skal sidde overfor. Villy Søvndal selv kalder Israels reaktion ulovligt og siger:
»Israels beslutning om med flere ulovlige bosættelser at straffe præsident Abbas og hans palæstinensiske selvstyre er en meget trist og skadelig reaktion, som gør det vanskeligt at se en sammenhæng mellem Israels udtrykte mål om en tostatsløsning og en politisk vilje til at ville den«, siger han og tilføjer:
»EU og Danmark har konsekvent understreget, at alle israelske bosættelsesaktiviteter på palæstinensisk land er ulovlige efter folkeretten og udgør en hindring for mulighederne for en fredsløsning«.
»Jeg opfordrer derfor atter til, at begge parter nu beslutter sig for at genoptage forhandlingerne om en tostatsløsning«, siger udenrigsministeren.
Diplomat : »London er rasende« over nye israelske bosættelserOgså Storbritannien, Frankrig og Sverige har indkaldt de israelske ambassadører i de respektive lande til samtaler.
Landene er bekymret over, at Israel planlægger at bygge yderligere 3.000 boliger i bosættelserne i de besatte palæstinensiske område.
De israelske byggeplaner, som blev bekræftet på et kabinetmøde i Jerusalem, kommer som en reaktion på, at et stort flertal i FN i sidste uge besluttede at opgradere Palæstina til såkaldt land med observatørstatus.
Ritzau



























