Erkendelsen af, at Lars Barfoed som formand kan være lig med de konservatives farvel til Folketinget, breder sig blandt partiets tillidsfolk. Barfoed har indtil nu haft ro på bagsmækken til at folde sit projekt som formand ud. Det blev præsenteret på partiets landsråd i september, men siden er det kun gået mere ned af bakke. Så langt ned mod spærregrænsen, at roen er ved at ophøre. Det kommunale bagland skuer med gru mod kommunalvalgets resultat næste år.
Redaktør: De konservatives krise er i frit fald Barfoed har indtil nu været fredet af det faktum, at han ikke har oplagte afløsere. Ingen i folketingsgruppen er oplagte formandskandidater. Mulighederne skal findes udenfor. De fleste konservative drømmer om, at Connie Hedegaard vil komme tilbage til Danmark, med et comeback, der ikke vil begrænse sig til hende selv, men til hele partiet. Selv hos Barfoed må erkendelsen have indfundet sig af, at han har brug for hjælp. Men Hedegaard har ingen interesse i at opgive drømmejobbet som klimakommissær i Bruxelles for at vende tilbage til det slagne parti.


























