Forskere: K har brug for mere end et lederskifte

Lyt til artiklen

Det er ikke nok med en ny formand for Det Konservative Folkeparti, sådan som lokalformænd i partiet har efterspurgt. Det mener to forskere. Begge peger de på, at den kritiske situation for det borgerlige parti skal vendes, ved at partiet tydeligt får formuleret, hvad det står for. Johannes Andersen, lektor på Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet, mener dog, at det vil gavne partiet med en ny leder, fordi det ville give anledning til at udstikke en ny politisk kurs. »Den konservatisme, som blev det konservative projekt ved sidste landsråd: Der er ikke en eneste dansker, der ville kunne redegøre for, hvad der er det særlige ved den form for konservatisme – ikke én. Hvis de skifter leder, vil de også være tvunget til at skifte politisk profil«, siger han. Partiformand Lars Barfoed er blevet kritiseret af sit eget bagland for ikke at kunne ’sælge billetter’ og for at være kedelig og ukarismatisk. I en Megafonmåling 20. december fik de konservative 2,8 procent af stemmerne. Selv om Johannes Andersen mener, at problemet stikker dybere, end til hvem der leder partiet, vil en ny formand kunne give partiet et skub fremad. »De har til gode både at få et lederskab af partiet, som gør, at de får selvtillid igen, og de skal have åbnet for en politisk diskussion«, siger Johannes Andersen. Han sammenligner det med den øgede selvtillid, et fodboldhold kan få ved et trænerskifte. Han mener ikke, at partiet har været i stand til at formulere en konservatisme, hvor de klassiske konservative værdier går hånd i hånd med et moderne velfærdssamfund, hvor borgerne bliver mere og mere individualistiske. Det er et projekt, som han forventer vil tage partiet flere år. Ikke kun Barfoeds nederlag Adjunkt ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet Helene Helboe Pedersen mener ligeledes, at de konservative skal finde sig selv igen. Hun tror dog ikke, at det vil ske, hvis man udskifter partiformanden. »Min vurdering vil være, at det handler mere om, at partiet skal have fundet sine ben efter så lang tid i regeringen og efter det store nederlag, de fik ved sidste valg. Det handler ikke så meget om formanden; det handler mere om, at de finder ud af, hvad de vil som parti«, siger hun. Ligesom Johannes Andersen har hun svært ved at få øje på en egnet modkandidat. Dog mener hun, at kritikken af Lars Barfoed er forhastet. »Jeg synes, at de er for hurtigt ude. Det valg, han tabte sidste gang, var også Lene Espersens nederlag, og det var regeringens nederlag. Jeg tror i højere grad, vælgerne har brug for stabilitet og en klar indikation af, hvor de konservative står. Jeg tror, et formandsskifte er en kortsigtet løsning«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her