Antallet af unge på kontanthjælp stiger, og stadig flere på kontanthjælp er ikke i aktivering. I den nærmeste fremtid barsler beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) med et udspil til en kontanthjælpsreform, der skal adressere disse og andre problemer. Siden regeringen trådte til, er der kommet stadig flere på kontanthjælp – særligt er 5.000 flere unge under 30 kommet på kontanthjælp. Hvad siger den udvikling dig, Mette Frederiksen? »Jeg er dybt bekymret over det, der sker på kontanthjælpsområdet. Vi kan se, at unge har det til fælles, at de ikke har nogen uddannelse. 9 ud af 10 unge under 30 på kontanthjælp har ikke gennemført en ungdomsuddannelse. Vi risikerer, at de bliver fremtidens tabere, hvis vi ikke får sadlet om«, siger beskæftigelsesministeren.
LÆS OGSÅ Liberal Alliance: Høj kontanthjælp har skabt massive sociale problemer
»Vi skal hjælpe dem, der har behov for hjælp, og vi skal stille krav til dem, der godt kan, om at tage en uddannelse. Det, at der kommer flere, er afledt af, at Danmark er i en økonomisk krise. Det motiverer os endnu mere til at komme i gang med reformer«.
Før valget talte I om at halvere ungdomsarbejdsløsheden. Hvad gik galt?
»Man skal passe på med at tro, når Danmark er i krise, at vi så isoleret set på kort tid kan ændre på nogle strukturelle problemer på det danske arbejdsmarked og i dansk økonomi. Vi har vedtaget en større ungepakke med finansloven for 2013. Den skal have lov til at virke, og nu går vi så i gang med en kontanthjælpsreform«.
Kedelig konsekvens




























