Knap har regeringen droppet planer om et forbud mod sexkøb, før danskerne tilsyneladende er klar til at gå skridtet videre.
Et godt stykke over halvdelen af os mener ifølge en ny Megafonmåling for Politiken og TV 2, at prostitution bør ligestilles med andre erhverv. Prostituerede skal have samme rettigheder som andre i forhold til arbejdsmarkedslovgivningen og dermed ret til at melde sig ind i en a-kasse og mulighed for at få dagpenge og sygedagpenge. 56 procent af de adspurgte er enige i det synspunkt, mens blot 24 procent er uenige.




























