Socialdemokratiet og SF ser forskelligt på behovet for kvindekvoter. Ligestillingsordfører Özlem Cekic (SF) afviser at stoppe debatten om kvindekvoter for at sikre ligestilling i erhvervslivets top. »Vi har altid ment, at kvoter er et nødvendigt redskab, hvis man skal opnå en bred repræsentation af køn«, siger Cekic. Det står i kontrast til regeringspartnerens holdning til kvoter. »Tiden er inde til at droppe kønskvoterne«, sagde ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff (S) i weekenden.
Ligestillingsminister på vej med dansk model
Begrundelsen lød, at diskussionen om kvoterne har skubbet erhvervslivet – som er en klar modstander af ideen – væk, og at en løsning hellere skal findes i et samarbejde.
Langhoff fik ros af ligestillingsminister Manu Sareen (R), der arbejder på et ligestillingsudspil om netop bestyrelsesposterne. Udspillet er en velbevaret hemmelighed, men går under betegnelsen en dansk model, som skal forsøge at få erhvervslivet til at spille med på at få flere kvinder i bestyrelserne. Mens der er enighed om at se bort fra den vidtgående norske kvotemodel, der åbner mulighed for tvangsopløsning af virksomheder, studerer ministeren en række forskellige modeller fra hele verden.


























