Folketingets politikere fik sig noget af en overraskelse, da de i dag enstemmigt vedtog nye regler for hjemvendte soldater med posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).
16 nuværende og tidligere soldater - flere af dem i fuld uniform - havde taget plads på folketingssalens tilskuerpladser og hyldede Folketingets politikere med højlydte klapsalver og stående honnør, da afstemningsresultatet forelå.
Det er ikke tilladt at klappe af Folketingets politikere, og det pointerede ordstyrer Bent Bøgsted (DF) da også over for soldaterne.
»Normalt er det ikke tilladt med klapsalver i salen, men ved særlige lejligheder skal vi lade det gå upåtalt hen«, lod Bent Bøgsted soldaterne forstå, hvorefter salens politikere brød ud i latter, og soldaterne forlod tilskuerpladserne.
Årsagen til soldaternes jubel er en ny vedtagelse, der fjerner tidsgrænsen for, hvornår en hjemvendt soldat kan få diagnosen posttraumatisk stresssyndrom godkendt som en erstatningsberettiget arbejdsskade.
Som reglerne har været skruet sammen indtil nu, skal symptomerne kunne dokumenteres af en læge senest seks måneder efter, at soldaten er vendt hjem fra krig.
DOKUMENTATIONLæs mere om lovforslaget(eksternt link)
»Det er kanonstort, der her. Problemet med PTSD har været, at det ikke har været erstatningsberettiget som arbejdsskade, med mindre det er blevet dokumenteret inden for et halvt år. Den tidsgrænse er nu fjernet, og det letter byrden for de mange, der først får erklæret PTSD flere år efter, at de er vendt hjem fra en krig«, siger seniorsergent Flemming Biirsdahl, der var blandt de klappende soldater i Folketingssalen.
»Det her var vores måde at sige tak på. Det er lykkedes for Folketinget at lave nye regler på et halvt år, det er da fantastisk. Der har man sgu taget sig sammen«, siger han.
»Det er en historisk sejr, det er helt vildt«, tilføjer en kollega, idet han giver high-five til en soldaterkammerat.
fortsæt med at læse




























