Selv om socialminister Annette Vilhelmsen (SF) på forsiden af Politiken i dag erkender, at hun begik en fejl, da hun inden ansøgningsfristens udløb lovede Lisbeth Zornig Andersen en million kroner til hendes projekt Stemmer på kanten, skal hun ikke forvente, at sagen slutter her.
For Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard, er vred over ministerens rundhåndede fremgangsmåde med midlerne fra millionpuljen, der har til formål at fremme socialt udsattes valgdeltagelse.
»Det er en naiv handling af socialministeren, der gerne vil være 'åh så god' og helst for åben skærm. Det burde hun vide sådan noget, og jeg fatter ikke, hvad alle embedsmændene i ministeriet laver, hvis ikke de kan rådgive en ny minister om, at man bare ikke gør sådan noget«, siger Pia Kjærsgaard, der mener, at Annette Vilhelmsen har forløbet sig.
Kan ministeren bare forære en million væk?
Annette Vilhelmsens løfte om en million kroner er foreviget i det seneste afsnit af DR2's dokumentarserie om Lisbeth Zornig Andersens projekt.
Over for Politiken kalder Zornig Andersen selv millionløftet »uventet«. Hun havde nemlig på det tidspunkt ikke engang søgt puljen, hvis ansøgningsfrist først udløb knap tre uger senere.
Minister forærede Zornig million for tidligtPia Kjærsgaard understreger, at hun er enig i, at Lisbeth Zornig Andersens projekt er godt, og at hendes projekt nok havde fået del i puljen under alle omstændigheder. Men det giver på ingen måde Annette Vilhelmsen lov til at uddele pengene på forhånd, slår hun fast.
»Det er helt tosset. Det er jo ikke ministerens lille kasse, som hun bare kan hive penge op af. Jeg vil spørge ministeren, om det er noget, hun også har tænkt sig at gøre fremover«, siger Pia Kjærsgaard, der nu vil have undersøgt, hvordan millionpuljer som den omtalte uddeles i Socialministeriet:
»Er det bare op til ministeren at hive en million op ad lommen og forære den væk«, spørger Pia Kjærsgaard.
»Det vil jeg meget gerne have undersøgt«, siger hun.
»Pinligt«, »ikke etisk korrekt«, »en kikser«.Trods fodfejlen mener den tidligere formand for Dansk Folkeparti dog ikke, at uddelingen af støttekronerne til formålet bør gå om.
EL vil stille spørgsmål til Vilhelmsen
26. august i år udsendte Socialministeriet en pressemeddelelse om, at Annette Vilhelmsen havde afsat en pulje på en million kroner til at få flere udsatte borgere til at sætte deres kryds ved det forestående regional- og kommunalvalg. Ansøgningsfristen er 16. september, angiver ministeriet.
29. august møder Annette Vilhelmsen og Lisbeth Zornig Andersen tilfældigt hinanden i Odense. Her fortæller socialministeren Lisbeth Zornig Andersen, at »der er en million til dig«. Først 14. september søger Huset Zornig om penge fra puljen.
23. september bliver det annonceret, at Huset Zornig får en million kroner. 16 øvrige ud af de i alt 36 ansøgere deler den anden million, som puljen pludselig er blevet fordoblet med.
Også Enhedslisten er uforstående over for fremgangsmåden. Det er »ikke etisk korrekt« at beslutte sig inden ansøgningsfristens udløb, anfører socialordfører Finn Sørensen. Han vil nu stille spørgsmål til Annette Vilhelmsen i sagen.
»Hun har jo nærmest lagt sig fladt ned, men jeg vil sende nogle spørgsmål af sted til hende i dag«, siger Finn Sørensen, der undrer sig over, om det er »en ny stil« fra socialministerens side.
fortsæt med at læse




























