S: Vi har et godt samarbejde med Enhedslisten

FORUNDRET. Magnus Heunicke kan ikke forstå, at Enhedslisten ikke vil støtte op om regeringens vækstplan.
FORUNDRET. Magnus Heunicke kan ikke forstå, at Enhedslisten ikke vil støtte op om regeringens vækstplan.
Lyt til artiklen

Ikke siden sidste års finanslovsforhandlinger har regeringstoppen været i kontakt med Enhedslisten.

Det hævder støttepartiets finansordfører, Frank Aaen.

LÆS OGSÅ Aaen: Det er regeringens valg, hvis den vil væltes på blå politik

I weekenden fik samarbejdet mellem de to parter så endnu en skramme, da Enhedslistens magtfulde hovedbestyrelse besluttede, at man skulle stille et ultimativt krav til den kommuneaftale, der allerede i store træk er forhandlet på plads med Kommunernes Landsforening (KL).

Alligevel mener politisk ordfører for Socialdemokraterne, Magnus Heunicke, at regeringens forhold til kollegerne på venstrefløjen er fint:

»Vi har et godt samarbejde med Enhedslisten, men vi gik også til valg på at bryde blokpolitik, og det betyder, at det her er ikke et nyt VKO bare med andre partier. Det er et opgør med den snævre og usunde blokpolitik« siger han til politiken.dk.

For mange ultimative krav
Tvisten mellem regeringen og Enhedslisten handler denne gang om, hvor mange penge der skal bruges til velfærd. Regeringen har sammen med KL aftalt, at servicerammen i kommuneaftalen for 2014 skal være 2,6 milliarder kroner mindre end i år. Det nægter Enhedslisten at lægge stemmer til.

Enhedslisten truer regeringen

Regeringen går efter at gøre kommuneaftalen til en del af den vækstplan, som blev præsenteret i forrige uge, og som er blevet kritiseret heftigt i både det socialdemokratiske og SF's bagland for at være for blå. Den vil Enhedslisten heller ikke støtte op om.

Magnus Heunicke, hvorfor gør I ikke en indsats for at komme jeres støtteparti lidt i møde?

»Det her er, så vidt jeg kan tælle mig frem til, det 9. ultimative krav, Enhedslisten har i forhold til vækstplanen. Så det bliver selvfølgelig svært at lave en aftale med dem. Vi lukker ikke nogle døre på nuværende tidspunkt i forhandlingerne, men vi lytter nøje til, hvad de siger«.

De radikale giver EL kold skulder: De vil jo ikke forhandle

»Der har selvfølgelig været indledende sættemøder i Finansministeriet, og der kunne man jo godt se, hvor det bar hen ad. Enhedslisten mente ikke, at det var nødvendigt med en plan for at få skabt danske private arbejdspladser. Det, synes jeg, er ufatteligt, for velfærd og arbejdspladser hænger sammen, og vi bliver nødt til at gøre noget nu for at få nogle af de arbejdspladser tilbage, som vi har tabt under krisen«.

Kan du ikke være nervøs for, at den samlede aftale om vækstplanennu bliver mere blå, end hvad I i udgangspunktet havde forestillet jer?

»Nej, det gør jeg ikke. Jeg har lige været sammen med en gruppe erhvervsledere, og de siger alle sammen, at det er det her, der skal til. Det er den rigtige medicin på det rigtige tidspunkt«, siger Magnus Heunicke.

Thorning tager det med ro

Længere oppe i socialdemokraternes hieraki tager statsminister Helle Thorning-Schmidt Enhedslistens udmelding med samme ro som sin politiske ordfører.

LÆS OGSÅ Venstre vil hellere snakke vækst end spekulere i valg

Hun er ikke overrasket over udmeldingen og frygter heller ikke, at den øjeblikkelige uenighed om den økonomiske politik får afgørende indflydelse på kommende forhandlinger:

»Vi ved godt, at der er forskellige synspunkter mellem regeringen og Enhedslisten, men det er jo lykkedes for os to gange at lave en ganske god finanslov med Enhedslisten, og det skal nok også lykkes fremadrettet«, siger hun til Ritzaus Bureau.

Rasmus Dam Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her