I lige knap 210 minutter - helt præcis tre timer og 29 minutter - fik danske journalister i dag fra klokken 13 mulighed for at stille spørgsmål til Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, om de omfattende rejseudgifter i hans tid som formand for klimaorganisationen Global Green Growth Institute (GGGI).
Men efter seancen, der ifølge TV2's tidligere Christiansborg-reporter, grand old man i dansk politik og forfatter til det politiske leksikon 'Dansk politik A-Å ', Kaare R. Schou, er danmarkshistoriens længste politiske pressemøde, er der dyb tavshed fra den ansvarlige minister på området, de radikales udviklingsminister Christian Friis Bach.




























