Kun en ud af ti danskere fik flere penge, end de havde regnet med, da januarlønsedlen kom, viser en ny meningsmåling.
Derimod siger næsten tre ud af ti, at de fik mindre end forventet efter den skattereform, der udgør en grundpille i regeringens kriseplan. »Hvis så mange er skuffede nu, bliver de i de kommende år svært skuffede. Så begynder man at stramme op – og år for år får folk mindre ud«, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen (S). »Når skattereformen er fuldt indfaset og alle regninger er udstedt, er det spørgsmålet, hvem der får hvad. For langt hovedparten vil det være en kedelig oplevelse i 2019, medmindre man tilhører de højestlønnede, hvor der vil være uændret grundlag for at holde fest, fordi reformen er så hamrende skæv«, fortsætter han.




























