Nævn om SF-annoncer: Vi er klar til at kræve pengene tilbage

ANNONCE. SF har brugt midler fra Europanævnet til at trykke annoncer i blandt andet Politiken.
ANNONCE. SF har brugt midler fra Europanævnet til at trykke annoncer i blandt andet Politiken.
Lyt til artiklen

SF risikerer at skulle betale flere hundredetusinde støttekroner fra Europanævnet tilbage.

Det bekræfter formanden for det politisk udnævnte organ, Anne-Marie Melgaard (S), efter at der er sået tvivl om lovligheden af nævnets støtte til SF forud for europaparlamentsvalget.

»Hvis vi så ser noget anstødeligt i det, så beder vi om at få pengene tilbage«, siger hun til Politiken.

Valgannoncer eller ej?

Metroxpress har i dag afsløret, at SF har brugt penge fra Europanævnet på annoncer, hvor både spidskandidat Margrete Auken og SF’s logo optræder sammen med teksten: »Der er brug for Margrete Auken i EU«.

Margrete Auken købte annoncer for EU-midler

Ifølge loven må midler fra Europanævnet kun bruges på annoncer, hvis de annoncer, der oplyser eller skaber debat om Europa i befolkningen. De må altså ikke bruges til, nævnet kalder rene 'stem-på-mig'-kampagner.

Spørgsmålet er derfor, om SF har forbrudt sig mod denne regel. Selv siger partiet nej. Omvendt er reklamefolk ikke i tvivl.

»Det er en valgannonce, det kan man slet ikke tale sig uden om«, siger Frederik Preisler, direktør hos bureauet Mensch, til Metroxpress.

Støtter ikke enkeltkandidater

Nævnsformand Anne-Marie Melgaard vil ikke kommentere den konkrete sag:

»På nuværende tidspunkt udtaler jeg mig overhovedet ikke om den sag, for for mig er der ikke nogen sag. Det er en partipulje, som bliver givet hver tredje år, og vi går først ind i den, når vi får en tilbagemelding og kan se, hvad pengene er blevet brugt til«, siger hun, men tilføjer dog.

»Vi støtter ikke enkeltkandidater med plakater, der siger stem på mig eller stem på den person. Det ligger ikke i konceptet, men vi forholder os først til det, når vi får regnskaberne. Vi skal jo have kopier af alt, hvad de bruger pengene på. Dybest set kan det jo være, at de melder tilbage, at de selv betaler for annoncerne. Men jeg har ikke set nogen plakater fra nogen partier, hvor de siger stem på mig, og hvor vores logo samtidig står på«.

FOTO

En annonce, hvor der er et billede af en kandidat og et logo fra et parti, går den ikke ind under kategorien 'stem på mig'?

»Ikke, hvis der er en oplysningstekst på«.

Heller ikke hvis der i den tekst står, hvad partiet og kandidaten vil kæmpe for?

»De må selv om, hvad de siger. Jeg retter mig efter de retningslinjer, der ligger i mit nævn, og den kontrolfunktion vi har. Derfor udtaler jeg mig ikke i enkeltsager. Det kan jo være, at alle partier har gjort det. Det kan jeg ikke vide«.

TEST DIG SELV

SF indrømmer selv, at de har brugt penge fra jer til deres annoncer?

»Det er så op til dem. Det må de godtgøre over for os, når vi skal vide det. Jeg går ikke ind i denne sag på nuværende tidspunkt«, siger Anne-Marie Melgaard.

Politisk bestemt

Dansk Folkepartis medlem af Europanævnet, Marcus Schmidt, bekræfter, at der umiddelbart ikke er meget, nævnet kan gøre:

»Vi må jo erkende, at mange af de ting, vi arbejder med, er politisk bestemt. Det vil sige, at så længe der ikke er begået decideret svindel, så er det meget svært for os – uagtet om jeg for eksempel kan lide det eller ej – at gøre noget ved det. Med mindre at vi kan se det er gået for vidt, når pengene er brugt«.

Guide til EP-valget: Det skal du holde øje med fra i dag

De partier, der har modtaget støtte fra Europanævnet, får deres bevillinger over en treårig periode og skal derfor først fremlægge dokumentation for, hvad de har brugt støttemidlerne til, i marts næste år.

Det bliver af den grund tidligst da, at Europanævnets medlemmer tager stilling til, om SF’s annoncer er i strid med lovgivningen.

Mundkurv til SF-medlem

Foruden Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har også Venstre, Det Radikale Venstre og SF en repræsentant i Europanævnet.

SF’s er Anne-Mette Wehmüller, der samtidig også er kandidat til europaparlamentsvalget.

Hun ønsker ikke at udtale sig om sagen af to årsager. Dels fordi hun vil afvente et møde i Europanævnet, hvor sagen skal tages op og drøftes, og dels fordi hun lovet sit parti ikke at udtale sig, siger hun.

SF har fra 2012 til 2014 modtaget lige i underkanten af tre millioner kroner fra Europanævnet.

Jakob Stig Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her