Det dræbende skud faldt 3. november 1988, da et endnu uidentificeret medlem af den venstreekstremistiske Blekingegadebande skød løs mod en ung politibetjent, mens gruppens flugtbil drønede væk fra postkontoret i Købmagergade efter et væbnet røveri.
Drabet på betjenten, Jesper Egtved Hansen, har siden været omdiskuteret. Spørgsmålet er, om det kunne være undgået, hvis Politiets Efterretningstjeneste havde orienteret de kriminalbetjente, der efterforskede bandens mange røverier, om sit kendskab til medlemmerne.




























