Søren Pind (V) bliver ny integrationsminister, efter Birthe Rønn Hornbech, som blev fyret fra posten tidligere i dag.
Det erfarer politiken.dk. Søren Pind beholder samtidig sin nuværende post som udviklingsminister.
Søren Pind har været nævnt som en af favoritterne til posten, fordi statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har været meget tilfreds med hans indsats som udviklingsminister.
Desuden har Søren Pind et godt forhold til Dansk Folkeparti, som anses for at være helt afgørende i rollen som integrationsminister.
Selv skriver Pind i en statusopdatering på Facebook: »ska til HKH Kronprinsen senere i dag«.
LÆS OGSÅ Rønn er fyret som minister
Pind er det offensive valg
Pind har dagen igennem været favorit til at blive Rønns afløser - side om side med beskæftigelsesminister Inger Støjberg.
Og dermed valgte Løkke det offensive valg, mener lektor i politisk kommunikation ved RUC, Rasmus Jønsson
»Set fra Løkkes stol er det helt rigtigt at satse. Det har han brug for, hvis han vil vinde næste valg«, siger Rasmus Jønsson.
»Værdidebatten har været fuldstændig kørt af sporet de seneste par år. Pind har haft et talent til at sætte indholdsdebatter, også selvom om han har været minister. Og regeringen har brug for meningsministre i stedet for driftsikre, stille typer«.
»Omvendt er han også et kontroversielt valg, fordi han holder den liberale fane højt. Han appellerer ikke til midten af dansk politik, og der har Venstre også brug for at kunne række ind over«, siger Rasmus Jønsson.
Større rokade på vej
Overraskende nok tegner det til en større rokade i regeringen, efter at undervisningsminister Tina Nedergaard (V) for kort tid siden meddelte, at hun forlader sin post af personlige årsager.
Der er pressemøde i Statsministeriet 11.30, hvor Lars Løkke vil annoncere ændringerne i regeringen.
fortsæt med at læse




























