SF-formand Annette Vilhelmsen er skridt for skridt ved at sikre sig, at støtter af hendes egen linje glider ind på nøglepositioner i partiapparatet. I sidste uge blokerede Vilhelmsen ifølge Politikens oplysninger personligt for, at Tasja Parize, der indtil for nylig var SF's pressechef og tro støtte af udenrigsminister Villy Søvndals linje, kunne træde ind i den ledige stilling som rådgiver for selv samme Villy Søvndal. LÆS OGSÅVilhelmsen: Nu er vi klar til at gå styrket ud af døren igen En stilling, som Tasja Parize angiveligt var blevet tilbudt og stod til at få, inden Vilhelmsen afværgede ansættelsen. »Ja, det kan jeg godt bekræfte«, siger den tidligere pressechef. Langsom udluftning SF-formanden selv har »slet ikke nogen kommentarer« til forløbet omkring spindoktorposten, som fortsat ikke er besat. Heller ikke Søvndal vil udtale sig. Men ifølge kritikere i SF er Vilhelmsens involvering et tegn på en langsom udluftning - enkelte taler ligefrem om »udrensning« - af de folk, som i formandsopgøret for to måneder siden støttede sundhedsminister Astrid Krag. På den baggrund fortæller flere kilder uden for citat, at det foreløbig har været småt med den medlemsinddragelse, som var et af Annette Vilhelmsens slagord i valgkampen. LÆS OGSÅWestermann valgt til ny næstformand i SF I dag tog SF's landsledelse en af formandens allernærmeste støtter i ed som næstformand. 27-årige Peter Westermann overtager den internt vigtige, organisatoriske post fra Mattias Tesfaye, der som tæt forbundet med Villy Søvndals projekt ikke længere kunne se sig selv i SF. Også på Københavns Rådhus, i SF's gruppe i Borgerrepræsentationen, har der for nylig været rokade til fordel for den nye ledelses kurs. Under interne sværdslag blev politisk ordfører Peter Thiele fjernet fra sin post, mens budgetordfører Sisse Marie Berendt Welling mistede sin plads i gruppebestyrelsen. Begge de to var støtter af Astrid Krag. Naturligt led i forberedelserne Peter Thiele lægger ikke skjul på sin skuffelse over beslutningen, som et flertal i gruppen tog. »Jeg er ærgerlig over ikke at være politisk ordfører mere, men jeg er glad for, at jeg stadig har poster. Det er udtryk for, at en anden politisk linje har vundet indpas. Et parti som SF skal kunne have forskellige nuancer i butikken, og hvis man ikke er helt enig i den overordnede linje, må man blive og kæmpe«, siger Peter Thiele, som erklærer, at han modsat Mattias Tesfaye bliver i partiet, nu som bl.a. kulturordfører på rådhuset.
Mens nogle ser rokaden som en udløber af formandsvalget, fremhæver andre medlemmer af SF's gruppe i København dog, at den nye sammensætning blot er et naturligt led i forberedelserne til kommunalvalget næste år. Lidt derfra har formanden for partiforeningen på Nørrebro, Jesper Lyders Andersen, ikke oplevet den inddragende stil, som Annette Vilhelmsen har varslet. »Indtil videre kan man se, at partilinjen fra før formandsvalget bliver fulgt og måske næsten strengere end før. Mit indtryk er, at landsledelsen bliver inddraget mindre end tidligere. Men det skal jeg ikke beklage. Jeg var selv fortaler for den linje før«, siger Jesper Lyders Andersen. LÆS OGSÅ»Tesfayes afgang vidner om manglende opgør i SF« Da Annette Vilhelmsen i oktober blev valgt til formand, skete det på et klokkeklart mandat. SF'erne ville en ny retning. På den baggrund er det kun naturligt, at formanden bruger sin styrkeposition til at skifte ud i partiets persongalleri, mener professor i statskundskab Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet. »Ude omkring i landet begynder SF-ledelsen at påvirke sammensætningen i partiet. Der sker en forskydning i retning af den linje, som Annette Vilhelmsen står for. Men hvis hun ikke havde gjort det, havde hun ikke vist handlekraft, og jeg tror, der er støtte til de udskiftninger. Faren ligger selvfølgelig i, at det kan opfattes som udrensning af en anden fløj - hårdt og brutalt«, siger han.



























