Efter flere måneders politisk pres affejer regeringen nu stormen af beskyldninger mod den grønlandske storskalalov.
Dermed har den fået en ny storm på nakken. Storskalaloven, der tillader udenlandske selskaber at anlægge miner med brug af billig arbejdskraft, er fra flere sider blevet beskyldt for at bryde med konventionerne i FN’s Arbejdsorganisation (ILO). Det sker, fordi de frie og kollektive forhandlinger på arbejdsmarkedet ifølge kritikere bliver sat ud af kraft. Hidtil har den danske regering afvist at tage stilling til det spørgsmål, med henvisning til at storskalaloven er et rent grønlandsk anliggende. Men i et notat fra Beskæftigelsesministeriet, som Politiken er kommet i besiddelse af, fastslår ministeriet, at storskalaloven er helt efter bogen.




























