Det var med stolthed i stemmen, at hele tre ministre – Ida Auken, Martin Lidegaard og Karen Hækkerup – i søndags præsenterede regeringens grønne udspil på 800 mio. kr. over de næste fire år – 200 mio. i 2014. De talte ligefrem om en ’grøn finanslov’.
Men ifølge Enhedslisten er det i bedste fald en sandhed med modifikationer. Meget tyder på, at der næste år afsættes færre penge til grøn omstilling end i år. Forklaringen er, at en lang liste på 34 grønne initiativer, som regeringen har aftalt med Enhedslisten, ophører eller reduceres til nytår. Og dermed forsvinder 432 mio. kr. til den grønne omstilling. Det nævnte ministrene ikke, da de lancerede deres offensiv.




























