Lejernes Landsorganisation (LLO) er overordnet godt tilfreds med den aftale om en opfriskning af lejeloven, som regeringen har indgået med Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten. En glædelig dag, lyder det.
»Umiddelbart ser det ud til, at de har lavet et ret godt forlig på det arbejde, der har været i gang i efterhånden mange år. Det er to skridt frem og et enkelt tilbage, men sådan må det være, og vi hæfter os også ved, at det er et bredt forlig. Det har vi også en interesse i, så der kommer nogle holdbare løsninger. Så det er rigtig godt«, siger landsformand Helene Toxværd.




























