Med en ny økonomisk analyse fra sit eget ministerium forsøger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) nu at give det endelige dødsstød til den boligjobordning, der udløber til nytår, men som borgerlige partier forsøger at forlænge.
Analysen konkluderer, at bygge- og anlægssektoren efter først en voldsom overophedning i 00’erne og en efterfølgende krise nu er nået op på nogenlunde det samme beskæftigelsesniveau, som der historisk har været på omkring 160.000. Blandt andet takket være eksempelvis boligjobordningen.




























