Da to vestegnsborgmestre, Ishøjs Ole Bjørstorp og Brøndbys Ib Terp, i sidste uge sendte et nødråb til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) om at hjælpe personer, der har mistet dagpengene, brugte de en række konkrete familier i akutte problemer som løftestang.
Borgmestrene var ved at blive overrendt af familier i akut nød, 22 familier i Ishøj og 15-20 i Brøndby, som selv henvendte sig til kommunen ude af stand til at betale husleje efter at have mistet dagpengene som følge af dagpengereformen, lød det fra de to borgmestre i Information. Men de tal holder ikke i nogen af kommunerne.





























