Da Helle Thorning-Schmidt i december for første gang i sit liv var til fodbold på Brøndby Stadion, kom hun efterfølgende ned i omklædningsrummet for at fejre sejren. Statsministeren stillede sig op på bænkene sammen med de svedige spillere og sang med på den simple sejrssang om, at det var dem fra Brøndby af, der vandt i dag. Hun sang dog ikke med på spillernes selvdigtede tilføjelse: »Store patter«. Det grinede hun i stedet overbærende ad og leverede dernæst en improviseret tale med blågult Brøndby-halstørklæde om halsen.
»For fanden, hvor var det dejligt, at I tog sejren hjem. Tusind tak fra en dejlig oplevelse, ikke bare i dag. Jeg tror, jeg taler fra alle os fra Vestegnen, når jeg siger tusind tak for mange dejlige oplevelser gennem 50 år«, sagde statsministeren.




























