Kampen mod hjemmerøverier og indbrud havner efter alt at dømme i en særlig politienhed under Rigspolitiet og bliver dermed taget fra landets politikredse, hvor opgaven med at efterforske den meget omtalte seriekriminalitet fra østbander hidtil har ligget. Planen går stik mod intentionen i politireformen, hvor der blev skabt større politikredse, som skulle kunne klare stort set alle typer kriminalitet.
DF kræver særlig enhed
Men når forhandlingerne om tryghedspakken fortsætter i morgen i Finansministeriet, møder Dansk Folkeparti op med et krav om, at der bliver oprettet en særlig enhed under Rigspolitiet.
»Der skal laves en særlig antiindbrudsenhed hos Rigspolitiet. Meningen er, at man gennem et samarbejde med politiets efterforskningscenter NEC og ved brug af udenlandske forbindelsesofficerer skal kunne stoppe rækkerne af indbrud, inden de sker. Ved hjælp af dna-spor skal man kunne skride ind, inden det går rigtig galt«, siger næstformand Peter Skaarup (DF).
Østbander hærger på rastepladser Konkret vil Dansk Folkeparti bruge 40 millioner kroner årlig på den særlige enhed og 20 millioner kroner til at styrke samarbejdet med udenlandske politimyndigheder særlig i Rumænien, Bulgarien og Litauen, hvor mange af de udenlandske tyvebander kommer fra.




























