Skatten spiller en rolle for, hvor meget danskerne vil arbejde. »Effekten er lille, men den er der«, siger økonomiprofessor fra Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen, der har siddet i Skattekommissionen, som for tre år siden gav sit bud på fremtidens skattesystem.
Lysten til at arbejde mere i kølvandet på skattenedsættelse er kommet til debat, efter at regeringen satser på, at dens forslag til skattereform vil skabe beskæftigelse svarende til 14.600 fuldtidsstillinger. Det skal ske ved at hæve topskattegrænsen, så 250.000 sygeplejersker, folkeskolelærere og andre ganske almindelige lønmodtagere slipper for at betale topskat.




























