10 fagforbund angriber den røde regering

Lyt til artiklen

Der er lagt op til en festdag, når Folketinget i morgen åbner dørene efter en lang sommerferie. Som altid vil kongefamilien indfinde sig i kongelogen, og så kan Helle Thorning-Schmidt holde sin åbningstale som Danmarks statsminister. Men midt i festlighederne bliver statsministeren angrebet af 10 fagforbund, der på vegne af 500.000 offentligt ansatte forsøger at få den røde statsminister til at skifte kurs. »Det handler om at råbe denne regering op og gøre den klart, at den er nødt til at vælge en anden vej, for det her duer ikke«, siger formanden for HK Kommunal, Bodil Otto.

Opgør med dagpengereform
Det er især den omstridte dagpengereform, der får store dele af fagbevægelsen til at angribe de politiske våbenbrødre hos Socialdemokraterne og SF. For uanset partifarven er regeringen ved at sende tusinder af lønmodtagere ud i en social katastrofe, lyder budskabet fra kredsen af fagforbund, der også tæller FOA, Danmarks Lærerforening, Dansk Sygeplejeråd, Socialpædagogerne, Magisterforeningen, BUPL, Frie Skolers Lærerforening og Uddannelsesforbundet.

I debatindlæg i dagens Politiken anklager de 10 forbundsformænd direkte regeringen for at gøre vold på den verdensberømte danske arbejdsmarkedsmodel.

En model, der blandt andet sikrer ansatte en økonomisk tryghed og sikkerhed i form af dagpenge, hvis de mister arbejdet. Det er denne grundlæggende sikkerhed, der nu er på vej i dybet, mener forbundene, der i et åbent brev til Folketingets politikere lancerer syv bud på en nødvendig justering af regeringsgrundlaget.

Og der stopper aktionen ikke.

Efter Thornings åbningstale bliver folketingsmedlemmerne inviteret til middag med nogle af de danskere, der risikerer at ryge ud af dagpengesystemet ved årsskiftet. Det sker på Slotspladsen foran Folketinget, og der er også kaldt til demonstration senere på dagen.

Forskere ikke overraskede
»Jeg har hele tiden ventet en mobilisering fra fagbevægelsens side. Det er en sag, som har stor betydning for de medlemmer, der risikerer at ryge ud af dagpengesystemet på grund af en krise, som de ikke selv har indflydelse på«, siger professor Flemming Ibsen, Aalborg Universitet.

»Det vil have store konsekvenser for Socialdemokraterne og SF, hvis ikke de lytter til de 10 faglige ledere, som repræsenterer en halv million offentligt ansatte, og som nok også i denne sag taler på mange privatansattes vegne«, siger han.

Samme toner lyder fra en anden arbejdsmarkedsforsker.

»Det er en sag, der er så vigtig for forbundene og ikke mindst deres medlemmer, at de vælger at se bort fra farven på regeringen«, siger arbejdsmarkedsforsker Mikkel Mailand fra Faos på Københavns Universitet.

»Stramningen af dagpengereglerne kan komme til at berøre mange medlemmer, så derfor er det vigtigt for fagforbundene at fastholde sagen på dagsorden«, siger Mikkel Mailand, der mener, at de 10 fagforbund godt kan have held til at presse regeringen.

»Der er intern uro om dagpengesagen internt i regeringen, og den er ikke blevet mindre, efter at der er blevet indledt en valgkamp om at blive ny formand for SF. Det kan nok blive vanskeligt at få rørt ved selve grundelementerne som dagpengeperiodens længde på to år, og genoptjeningskravet er måske også svært at få ændret på. Men der er andre mulighed for at ’reparere’ dagpengesystemet«, siger Mikkel Mailand.

'Der står meget på spil'

Forbundsformand Benny Andersen fra Socialpædagogerne er medunderskriver på debatindlægget.

»Der står meget på spil for det samlede arbejdsmarked. Vi har en model, hvor det er let at fyre folk, men omvendt spænder samfundet også et sikkerhedsnet ud under fyrede. Nu bliver balancen forskudt væk fra sikkerheden. Det kan føre til, at vi må kræve længere opsigelsesvarsler. Det tror jeg ikke, nogen har en interesse i«, siger Benny Andersen og tilføjer:

»Det her er en appel til et samlet folketing om at tage situationen alvorligt – også de borgerlige og Enhedslisten«.

FOA’s formand, Dennis Kristensen, afviser, at de 10 forbund er ude på at gøre livet surt for en rød regering. »Vi vil gøre livet lettere for de ledige«, siger Dennis Kristensen, der erkender, at det ikke er realistisk at forhindre, at dagpengeperioden ryger ned på to år.

»Men der er mulighed for at gøre en del uden at hæve dagpengeperioden. Akutpakken kombineret med vores forslag vil kunne forhindre, at mange mister deres dagpenge. Hvis vi for eksempel gør det lettere at genoptjene retten til dagpenge, gør det muligt at genoptjene dagpengeret i jobrotation og forbedrer mulighederne for supplerende dagpenge«, siger Dennis Kristensen.

A-kasserne frygter, at op mod 2.400 om måneden vil miste dagpengene i 2013, når dagpengeperioden bliver skåret ned fra 4 til 2 år.

»Langt de fleste vil kunne reddes med vores forslag«, siger Dennis Kristensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her